Velkommen til
Dansk Center for
Anonym Levende Nyredonation

Oplysning om anonym donation af nyre til fremmede

Dansk Center for
Anonym Levende Nyredonation

Dansk Center for Anonym Levende Nyredonation er en national vurderingsenhed, der bidrager med oplysninger til personer der henvender sig med henblik på anonym donation af en nyre til en fremmed. Endvidere foretages en sundhedsfaglig vurdering af den mulige donor.

Hvis du derimod kender en person med nyresvigt, som du gerne vil donere din nyre til, er denne hjemmeside ikke relevant for dig. I stedet bedes du henvende dig direkte til nyretransplantationscentrene i Aarhus, København, eller Odense.

Hvad kræver det af dig?

Hvis du vil donere en nyre, skal du:

  • Være fysisk og psykisk rask
  • 40 år eller derover
  • Du må ikke være meget overvægtig
  • Du må ikke have sukkersyge
  • Du må ikke have haft kræft

Hvem er modtageren?

Mennesker med nyresygdom i så alvorlig en grad, at dialysebehandling eller nyretransplantation er nødvendig for at overleve.

Nyretransplantation er den bedste behandling for de fleste med nyresvigt.
I Danmark har man gennem mange år udført nyretransplantationer med nyrer fra levende donorer, hvor donor og modtager har kendt hinanden.

Ved anonym nyredonation er håbet at man kan tilbyde nyretransplantation til patienter der ikke kender en donor, og som ellers skulle vente på en nyretransplantation fra en afdød donor.

Man kan som anonym nyredonor ikke få indflydelse på, hvem der skal modtage nyren. Man vil efter en donation ikke kunne få oplyst, hvem der har modtaget nyren. Anonymiteten går begge veje, så modtageren kan heller ikke få oplyst hvem der har doneret nyren.

Hvordan foregår det, hvis man melder sig som anonym nyredonor?

Hvis du vil donere en nyre, skal du:

  • Du kan i første omgang kontakte os ved at sende en besked med dit navn og kontaktoplysninger ved at klikke på anmod om samtale.
  • Du vil i løbet af et par uger blive kontaktet af en sygeplejerske. I vil tale uforpligtende om dine overvejelser om anonym nyredonation. Sygeplejersken vil stille nogle spørgsmål om dit liv og dit helbred. Alle dine oplysninger behandles fortroligt.
  • Hvis sygeplejersken vurderer, at du måske kan blive anonym nyredonor, får du tilsendt et spørgeskema. Det skal du udfylde og sende tilbage.
  • Vi vurderer spørgeskemaet, og giver dig besked. Er anonym nyredonation fortsat en mulighed, skal du gennemgå en række undersøgelser. Blandt andet blod- og urinprøver, blodtryksmåling og EKG (hjertediagram). Undersøgelserne skal sikre, at du er rask og egnet til at donere en nyre.
  • Hvis anonym donation er en mulighed, bliver du indkaldt til en samtale i Odense. Ved samtalen vil der være en psykolog og eventuelt også en sygeplejerske til stede. Hvis vi efter samtalen og undersøgelserne vurderer, at anonym nyredonation er en mulighed, skal du i henhold til bestemmelserne have yderligere betænkningstid på 3 måneder.
  • Hvis du efter denne betænkningstid fortsat er interesseret i at donere en nyre, vil du blive henvist til den nyretransplanterende sygehusafdeling nærmest din bopæl.
  • Herefter vil transplantationscentret i Aarhus, København eller Odense overtage udredningen af dig som anonym nyredonor. Du vil gennemgå samme udredningsforløb som andre levende nyredonorer. Dette indebærer forskellige prøver, undersøgelser og samtaler på transplantationscenteret.
  • Det er det lokale transplantationscenter som i sidste ende afgør om nyredonation er mulig.

Du kan helt frem til operationen fortryde dit valg og tilbagetrække dit donationstilbud.

Økonomi

  • Der ydes økonomisk kompensation for tabt arbejdsfortjeneste ved ambulant fremmøde, indlæggelser, undersøgelser og fraværsperioder relateret til udredning og donation.
  • Der ydes transportgodtgørelse som kilometergodtgørelse efter statens takster, eller refusion af originale biletter for offentlig befordring.

Patientforsikring

Hvis du mod forventning pådrager dig en skade i forbindelse med forløbet, er du berettiget til erstatning ifølge Lov om patientforssikring.

Dit forløb

Dit forløb i Dansk Center for Anonym Levende Nyredonation vil typisk se således ud:

1

Du kontakter Dansk Center for Anonym Levende Nyredonation gennem denne side.

2

Du vil blive ringet op af en medarbejder fra centret.

Hvis en donation stadig kan blive aktuel vil du få tilsendt et spørgeskema.

3

Du besvarer spørgeskemaet og sender det retur til os.

4

Du bliver indkaldt til en samtale i centret.

5

Du har betænkningstid på 3 måneder.

6

Du vil blive henvist til det lokale transplantationscenter mhp. yderligere udredning.

Anmod om samtale

Når du har udfyldt felterne med dine oplysninger og klikket på indsend, vil du automatisk modtage en sms med et link. Ved at klikke på dette link bekræfter du din henvendelse vedrørende anonym donation, og din henvendelse vil blive sendt til os. Vi vil efterfølgende ringe dig op i løbet af et par uger.

  • Dette felt er til validering og bør ikke ændres.